Ingen ære blandt besættere.
Det, der gjorde situationen personlig, var, at den nye beboer angiveligt var forbundet med Garrido gennem tidligere venner. Ifølge Garrido delte hendes tidligere venner detaljer om hendes fravær og gav endda adressen til den nye besætter. Hun hævder, at denne handling var et svigt, og forklarede, at efter venskaberne sluttede, blev grænser overskredet, og privat information blev givet væk.
Sagen blev vist i tv-programmet En boca de todos, hvor Garrido udtrykte sin frustration og følelse af uretfærdighed. Hun forklarede, hvordan hun havde gjort ejendommen beboelig og følte, at hun havde fortjent retten til at blive der gennem sine anstrengelser. Hendes optræden blev dog mødt med en blandet reaktion. Mange seere var usympatiske og påpegede, at hun selv var gået ind på ejendommen uden tilladelse.
Guardia Civil dokumenterede situationen, men kunne ikke fjerne den nye husbesætter uden en formel klage fra den retmæssige ejer. Ifølge spansk lov har politiet generelt brug for enten ejerens anmodning eller en retskendelse for at udføre en tvangsauktion. Da Garrido ikke har ejendomsrettigheder, kunne myndighederne ikke handle på hendes vegne.
Online reaktioner afslører en opdeling i den offentlige mening. Nogle fandt hændelsen morsom og beskriver den som karma og joker med, at hun havde oplevet det samme som hun selv havde gjort år tidligere. Andre har kritiseret ideen om, at nogen tager på ferie i udlandet, mens de hævder, at de ikke har råd til husleje. Samtidig har mange fremhævet vanskeligheden ved at beskytte tomme ejendomme og spændingen, som regeringen har skabt ved at ‘belønne kriminalitet’.
Et centralt og gentagende spørgsmål er: Hvorfor skal byrden ved at huse dem i nød falde på lovlige private ejendoms ejere i stedet for regeringen, som har enorme ressourcer til at yde bolig – ressourcer, der finansieres af skatterne fra de samme ejendomsejere?
Spaniens lovgivning om besættelse er et emne for konstant kontrovers. Nogle forsvarer dem som en beskyttelse for sårbare mennesker (måske er deres hjem endnu ikke blevet besat), mens andre antyder, at Spaniens besættelseslove er for lette at udnytte, og giver eksempler på besatte ejendomme i hænderne på mafia-lignende syndikater (som lejer disse hjem ud), og antyder, at mange besatte hjem er besat af ikke-spanske indvandrere.
Garrido har forsøgt at løse situationen direkte med den nye beboer og ved at involvere naboer, men hidtil har ingen af tilgangene virket. Hun er stadig låst ude af det hjem, hun engang betragtede som sit eget. Om udvikleren vil gå videre med en formel tvangsauktion eller overlade sagen til at udfolde sig mellem de to kvinder, er stadig ukendt.
For nu står sagen både som en personlig tvist og som et offentligt samtaleemne. For nogle er det et øjeblik af poetisk retfærdighed, hvor en besætter lærte konsekvenserne af sine egne handlinger. For andre er det et større tegn på regeringens svigt og forsømmelse af pligten.
