Kontroversen begyndte, da PP indgav en formel klage i marts 2024 til OCI og argumenterede for, at Sánchez havde pligt til at afstå fra diskussioner eller beslutninger vedrørende redningen af Air Europa. Partiet hævdede, at hans kone, Begoña Gómez, havde forbindelser til virksomheder, der var knyttet til flyselskabet, og at disse forbindelser berettigede til nærmere undersøgelse. Dog afviste OCI klagen, kun 4 dage senere, og erklærede, at Gómez ikke havde nogen officiel ansættelse eller rådgivende rolle hos Air Europa eller nogen relaterede enheder, og at den retlige tærskel for en interessekonflikt derfor ikke var opfyldt.
PP anfægtede denne afgørelse til TSJM, som gennemgik både sagens substans og de procedurer, OCI havde fulgt. Retten fandt, at OCI ikke havde udført en ordentlig undersøgelse, og at den kun havde udstedt en skriftlig rapport, men undladt at foretage meningsfulde undersøgelsesskridt. TSJM konkluderede, at PP faktisk havde retlig stand til at indgive klagen, og at anklagerne berettigede en grundig undersøgelse. Som følge heraf ophævede retten OCIs afvisning af sagen og beordrede, at der skulle igangsættes en formel undersøgelse.
Ifølge PP havde Begoña Gómez deltaget i forretningsaktiviteter involverende enheder, der enten direkte eller indirekte havde fordel af offentlige kontrakter eller tilskud, herunder nogle med forbindelser til Air Europa. Især henviste partiet til dokumenter og kommunikationer, der antydede, at Gómez havde fremmet visse private sektor-initiativer gennem akademiske partnerskaber og offentlig-private samarbejder. Disse initiativer modtog angiveligt midler omkring samme tidspunkt, hvor den spanske regering godkendte redningspakken til Air Europa.
Mens der ikke er fremsat formelle anklager mod Gómez selv, udgør hendes aktiviteter en central del af undersøgelsen. Medier har offentliggjort rapporter, der detaljerer hendes involvering med tænketanke og akademiske programmer knyttet til virksomheder, der modtager statsstøtte. Disse afsløringer har givet ekstra vægt til PP’s oprindelige påstand om, at Sánchez havde en personlig interesse i udfaldet af beslutninger truffet af Ministerrådet, især godkendelsen af redningspakken.
Ifølge spansk lov skal offentlige embedsmænd undlade at deltage i beslutninger, hvor personlige eller familiemæssige interesser kan påvirke deres upartiskhed. Sagen afhænger nu af, om Gómezs økonomiske forhold opfylder denne juridiske standard. Hvis OCI konkluderer, at Sánchez burde have trådt tilbage, kan dette føre til betydelige politiske konsekvenser. Selv hvis sagen udelukkende er administrativ, kan en sådan konklusion udløse parlamentarisk kontrol, skade offentlig tillid og endda åbne døren for yderligere retlige skridt, hvis der opstår beviser for misbrug af offentlige midler.
Indtil videre har Pedro Sánchez ikke offentligt reageret på TSJM’s afgørelse. I tidligere udtalelser afviste han anklagerne som politisk motiverede og uden hold. Dog, da OCI nu er tvunget til at genåbne sagen og foretage en fuld undersøgelse, har sagen taget en ny juridisk og politisk retning. Mens medieundersøgelser fortsætter, forbliver spørgsmålet om ansvarlighed og gennemsigtighed for alle politiske partier, venstre, højre og centrum, omdrejningspunktet for Spaniens (og Europas) politiske debat.
