Når drømmen ender tidligt
Den skotske forfatter Louise Slyth og hendes mand flyttede til Barcelona for at forfølge den livsstil, som alle taler om. Efter et år rejste de igen. Senere forklarede hun, at de følte sig som fremmede, der kiggede ind udefra. De kunne aldrig opnå kontakt med de lokale, uanset hvor meget de prøvede.
Den amerikanske mor Lauren fortalte Business Insider, at hun flyttede fra Barcelona til Madrid, og at de er meget lykkeligere nu. Hun siger, at hendes søn følte sig isoleret og ignoreret i skolen, undervisningen var på catalansk, og hun sagde, at det skabte “en barriere, vi ikke kunne krydse.” Da de kom til Madrid, bemærkede hun en tydelig forskel. Hun sætter pris på, hvordan folk taler åbent, socialiserer mere let og ikke gør sproget til en opdelende faktor.
Selv rejseskribenten Ben Holbrook, der brugte år på at promovere Barcelona gennem sin blog Driftwood Journals, flyttede til sidst til Asturias. Han sagde, at livet der endelig føltes “naturligt”, mens Barcelona begyndte at føles som en by med midlertidige venskaber og konstante farvel.
En fodboldspillers ærlige sandhed
Den tidligere FC Barcelona midtbanespiller Emmanuel Petit var en af de få, der sagde det offentligt. I senere interviews beskrev han at være i klubben og blive bedt om at tale catalansk i stedet for spansk, og bemærkede at omklædningsrummet selv var opdelt mellem catalanske og udenlandske spillere. Han mindedes “en usynlig grænse”, som han ikke kunne krydse, den samme usynlige mur, som mange expats, der bor i Barcelona, kommenterer om online.
Høflig afstand og social isolation
Kommentarer fra expats gentager ofte den samme følelse: de lokale er høflige, men følelsesmæssigt distancerede. Mange langvarige beboere beskriver, hvordan venskaber sjældent går ud over høflige udvekslinger, og hvordan invitationer til catalanske hjem er ekstremt sjældne.
En britisk beboer på Reddit skrev, at “efter to år indså jeg, at jeg havde dusinvis af kontakter, men ikke en eneste tæt ven herfra.“
En anden kommentar på den langvarige blog Sunshine & Siestas udtrykte det simpelthen: “Barcelona er venlig på overfladen og frossen nedenunder.“
Catalanere siger, at det ikke er ondskab, det er bare kulturelt. Catalansk samfund værdsætter privatliv og tætte familiebånd. For nytilkomne, der er vant til hurtige småsnak og åbne kredse, kan den tilbageholdenhed føles som afvisning. Dette er især tydeligt, når du har oplevet den sociale varme i andre dele af Spanien, og det er en stor faktor i, hvorfor mange udlændinge søger grønnere græsgange andre steder.
Når stolthed bliver til fjendtlighed
Den lokale catalanske stolthed, eller som en udlænding beskrev det online ‘en forhøjet følelse af selvimportance‘, kan hærde til åben fjendtlighed over for udlændinge. I de senere år har anti-turisme-protester fyldt Barcelonas gader med bannere, der fortæller udlændinge at “gå hjem.” Hvad der begyndte som frustration over massturisme glider let over i vrede mod udlændinge generelt.
Offentlige personer som Michael Barrymore opgav endda planer om at flytte derhen efter at have stået over for aggressiv retorik fra aktivister. For mange beboere er grænsen mellem at beskytte kultur og afvise udlændinge blevet farligt sløret.
Online diskussioner nævner i stigende grad en subtil fremmedhad, der gemmer sig bag sprog og identitetspolitik. Expats siger, at de ofte føler sig tolereret, men aldrig accepteret, især når catalansk nationalisme genopstår i lokalpolitikken.
Fælden med perfekt markedsføring
En del af skuffelsen i Barcelona kommer fra forventningerne. Barcelona er en af de mest markedsførte byer på Jorden. Den bliver solgt som et sted med kunst, strandliv, seværdigheder, lækker mad og kosmopolitisk frihed. Men byen, som bliver promoveret af influencers og turistorganisationer, er ikke den samme som den, du lever i.
Udlændinge siger, at den er flygtig og følelsesmæssigt lukket.
En expat kommenterede: ‘Du kan være omgivet af mennesker hver aften og stadig føle dig alene‘.
En anden langvarig udenlandsk beboer skrev i et forum: “Barcelona afviser dig ikke direkte, den lader dig bare aldrig komme ind.”
Barcelona vil fortrylle mange, men for dem der bliver, er det sjældent let at passe ind. Dens stolthed og stærke identitet giver den karakter, men de kan også holde nytilkomne på afstand.
Hvad er dine tanker om Barcelona? Hvordan synes du, den rangerer i venlighed og livskvalitet sammenlignet med andre byer i Spanien? Ville du bo i Barcelona?
